Når julen atter er over os, og festlighederne begynder, indledes en tid med hygge, pynt og overdådige måltider. Juletræet stråler med smukt dekoreret julepynt, lys og duften af gran fylder stuen. Men for ejere af kæledyr er juletiden også en tid, hvor ekstra opmærksomhed på ens dyr er påkrævet.
I december måned oplever vi ofte uheld med hunde, der indtager noget de ikke tåler. Det kan være alt fra julepynten på træet til den lækre julekonfekt på bordet. Uheld kan føre til, at genstande sætter sig fast i tarmen eller indtaget af madvarer som forårsager sygdom.
Må min hund få julekonfekt med chokolade?
Det klassiske eksempel er den mørke chokolade som vi jo ofte spiser en del af i juletiden. Hunde er meget følsomme overfor theobromin, da deres krop er meget langsom om at nedbryde stoffet. Derfor er chokoladeforgiftning også en af de forgiftninger som vi ser oftest, da hunde generelt er glade for sukker og søde sager – ligesom os. Des mørkere chokoladen er, des farligere for hunden er det.
Men det er faktisk ikke kun hunde som er meget følsomme overfor chokolade. Dyr som heste, katte, mus og papegøjer er også følsomme overfor theobromin. Mennesket er hurtigt om at nedbryde theobromin og derfor er vi ikke følsomme overfor en forgiftning. Men hunden er for eksempel 8 gange længere tid om at nedbryde stoffet end mennesker. Stoffet kan derfor ophobes i kroppen og påvirke organsystemer som centralnervesystemet, kredsløbet, luftvejene og urinvejene.
Symptomerne optræder 4-24 timer efter indtagelsen af chokoladen og kan stå på i flere dage. De typiske advarselssignaler er feber, kramper, slingrende gang, opkast, diarré og forhøjet hjertefrekvens med rytmeforstyrrelser.
Der findes ingen modgift mod theobromin og behandlingen vil derfor være symptomatisk og understøttende. Man vil i de første timer forsøge at få hunde til at kaste op ved brug af en medicinsk indsprøjtning. Aktivt kul og afføringsmidler vil benyttes for at forhindre optagelse af theobrominen gennem tarmen og for at fremskynde tarmpassagen.
Muskelafslappende medicin kan gives i tilfælde af kramper og hjertemedicin kan i nogen tilfælde være nødvendigt hvis der ses rytmeforstyrrelser.
Det skal siges, at det såkaldte ”hunde- og kattechokoalde” gerne må gives, da dette ikke indeholder theobromin men i stedet vitaminer, mineraler og olier.
Hvad med Gærdej?
Vi bager ekstra meget i julen og dette kan give udfordringer for de små snuder som kan dufte den hævede dej.
Hvis du har en nysgerrig hund eller kat skal du være ekstra opmærksom på din dej, når du stiller den til hævning. Det kan være fristende at snuppe et stykke dej fra skålen, og give til de små firbenede venner. Men dejen fortsætter med sin hævning inde i dyret og kan i værste tilfælde give skader på både mave og tarm. Under hævningen og gæringen i maven vil der dannes alkohol, som kan gøre din hund eller kat godt påvirket, hvilket er ubehageligt for dem og kan resultere i skader ved gang på trapper eller lignende.
Stil altid dejen et sted hvor din hund eller kat ikke kan få fat i det, når det står til hævning.
Er rosiner, vindruer og nødder farlige?
Julegløggen skal laves og en god blanding af rosiner og nødder skal der til. Hunde kan godt lide sødesager og derfor vil duften af rosinerne være meget tiltalende.
Men rosiner kan være fatale for din hund. Det er ikke kendt præcist hvilket indholdsstof i vindruer og rosiner som hunde ikke kan tåle, men man har fundet ud af, at der skal så lidt til som 2,8 gram rosiner og 19,6 gram vindruer pr. kg. kropsvægt til for at forårsage nyresvigt hos modtagelige dyr.
Symptomerne er opkast, diarré, mavesmerter, øget tissetrang og drikkelyst samt skælven og kramper.
Nødder er ligeledes en faktor som alle dyreejere bør have i baghovedet. Lad jule-valnødderne ligge udenfor rækkevidde og giv en hundekiks i stedet.
Julemaden er ikke for hunde
Vi genkender alle duften af flæskestegen, anden eller gåsen som skal nydes d. 24. december. Dagene omkring jul er fyldt med mad – ofte meget fedtholdigt mad.
Hvert år ser vi desværre hunde som kommer akut ind efter indtagelse af for fed mad. Det høje fedtindhold i maden kan være livstruende for din hund, da det påvirker bugspytkirtlen.
Akut pancreatitis (bugspytkirtelbetændelse) er en alvorlig tilstand som kan indtræffe efter fodring med fedtholdig mad. Det kan udvikles hurtigt og er forbundet med udtalt smerte i bugområdet. Hunden kan forsøge at lette smerterne ved at strække forpoterne frem og holde overkroppen tæt til jorden imens bagbene står normalt (bede stilling).
Betændelse i bugspytkirtlen er en alvorlig tilstand, som kræver øjeblikkelig behandling. Hunden vil i nogle tilfælde kunne komme sig helt ved behandling, men selvom dyret behandles, kan der være tale om dødelig udgang. Nogle hunde udvikler kronisk betændelse med permanente skader, som kræver livslang behandling.
Katten er i modsætning til hunden ikke i samme risikogruppe, når det kommer til pancreatitis, men får i samme grad dårlig mave ved indtagelse af for fedtholdig mad. Vær desuden opmærksom på ikke at give katten (eller hunden) ben fra ande- og flæskestegen, da disse kan splintre og sætte sig fast i mave og tarm.
Selvom det kan være fristende at forkæle de firbenede lidt ekstra i juletiden, så vær ekstra påpasselig med julemaden.
Juletræet med sin pynt
Det julepyntede hjem er meget spændende for katten, som kan gå på opdagelse uforstyrret om natten. En del af vores juletraditioner kan være farlige for katte, og udfaldet kan være ganske forfærdeligt. Risikoen for brandsår, forgiftninger, snitsår eller for at katten spiser noget som skal opereres ud, er langt højere i juletiden end resten af året, når vi fylder hjemmet med lys, juleblomster, gavebånd og glaskugler på juletræet. Dermed ikke sagt, at du behøver at sige farvel til al julehygge, det kræver blot lidt ekstra forsigtighed.
Duften af gran tiltrækker katte helt naturligt. Juletræet kan bruges til både at klatre i, men også som kradsebræt. Derfor er det en ekstra god ide at forankre sit juletræ godt, når det kommer indendørs. Husk at grannåle ikke kan fordøjes, så hold øje med om din kat viser interesse for at indtage grenene, når du introducerer træet for den.
Juletræsfødder kan indeholde vand, som kan virke meget lækrere end det som de har i skålen. Tilsæt derfor ikke noget til vandet i din juletræsfod såsom gødning.
Hold dig fra at pynte de nederste grene på træet – det er den rene legeplads for katte. Består din pynt ovenikøbet af glas, skal du være ekstra opmærksom på hvor du hænger det op. Du bør altid købe plast julekugler, frem for julekugler lavet af glas eller garn. Katten kan bide garnkuglerne op og garnet kan sidde fast i tarmen. Glaskuglerne kan give anledning til grimme snitsår på poter og i munden.
Levende lys tiltrækker også katte, og hvert år ser vi katte med forbrændte haler og knurhår, så undlad også dette på de nederste grene.
Sæt blomsterne væk
Katte synes ofte det er en fest at tygge i blandt andet blomster, som netop pryder de fleste hjem ekstra meget i juletiden. Men mange blomsterløg og potteplanter bør katte ikke tygge i, da de er hudirriterende eller direkte giftige for katten. Især planterne liljer, julestjerne, julerose, hyacint og amaryllis bør man undgå eller stille steder hvor katten ikke kan komme til.
Misteltene bliver i høj grad brugt som julepynt i julemåneden, men den indeholder lectin og viskotoxiner, som er et proteinlignende stof, samt stoffer cholin og acetylcholin.
Disse stoffer giver symptomer som opkast, diarré, savlen og i sjældne tilfælde manglende koordination af bevægelse, irritation i huden, kramper, sløvhed og åndedrætsbesvær.
Kristtorn er også en plante man skal holde øje med omkring sine dyr i juletiden. Planten indeholder blandt andet saponiner i form af ilicin, ilexanthin og ilicinsyre, som virker stærkt irriterende på slimhinder. Indtagelse af planten vil give voldsomt opkast, savlen, diarré, koliksmerter og nedstemthed.
Uro omkring mange mennesker
De firbenede kan måske have svært ved at håndtere alle de gæster som kommer i huset i løbet af december. Bliver dit dyr utryg, bør du overveje at benytte Kalm tabletterne som findes til både katte samt små og store hunde.
Kalm er et kosttilskud som indeholder en kombination af naturligt forekommende essentielle aminosyrer L-Tryptophan og L-Theanin samt peptider og B-vitamin. Disse indholdsstoffer understøtter hjernens ”nedreguleringsmekanismer” og virker dermed beroligende og afslappende uden at gøre hunden sløv. De medvirker desuden til produktionen af stofferne Serotonin og Dopamin, som er et af grundelementerne i nervesystemets måde at håndtere stress og styrer kroppens søvnrytme samt evnen til at føle glæde. Dette tilskud kan gives sammen med andet medicin eller kosttilskud.
De små skal også mærke det er jul
Nu har du læst om alle de ting du skal passe på i julen, men selvfølgelig skal de firbenede også mærke det er jul.
Juleanden til hunden kan skiftes ud med en fedtfattigere udgave, som disse lækre godbidder lavet på frisk and.
Katten skal selvfølgelig ikke snydes for lidt juleand. Knasende andegodbidder som hjælper katten med at bruge tænderne, når den tygger i godbidden.
De fleste af os kan ikke lade vær med at købe en lille ting til vores firbenede venner. Her kan du finde inspiration til lidt jule-inspireret legetøj.
Husk på at mange af Anicura hospitalerne holder åbent døgnet rundt – også i helligdagene. Du er altid velkommen til at ringe vedrørende spørgsmål.
Glædelig jul
Debat om post