Når din kat kaster op, er det et symptom, som kan skyldes flere forskellige ting.
Hvis din kat kaster op, er det et tegn på irritation af mavetarmsystemet. Denne irritation kan være forbigående og gå over af sig selv, eller den kan være kronisk og skyldes en underliggende sygdom.
Opkast eller regurgitation
Først skal vi have klargjort om der er tale om en reel opkastning eller en regurgitation.
Når vi taler om en regulær opkastning er det indhold fra mavesækken, som kastes op. Dette kræver kræfter og der ses arbejde helt nede fra bugmuskulaturen.
Regurgitation er derimod et passivt tilbageløb af foder eller væske. Der benyttes ikke kræfter på det og ofte vil det ske umiddelbart lige efter indtagelse af mad eller drikkelse. Regurgitation bør ikke give anledning til bekymring, da der ofte er tale om en for hurtig indtagelse af foder eller vand som årsag.
Hvorfor kaster min kat op?
Her er de typiske årsager til hvorfor din kat kaster op:
- Hårboller; Når katten rengør sig selv, fanges der løse hår i kattens mund som sluges. Disse hår samles i kattens mave til små hårboller. Samling af hårboller i kattens mavesæk er et helt almindeligt forekommende fænomen og normalt passerer de videre i tarmsystemet uden at give anledning til problemer. Er hårbollen for stor kaster katten den op. Hvis din kat døjer med hårboller kan du afhælpe det ved at give katten kattemalt, som hjælper hårbollerne med at passere lettere. Du kan desuden rede din kat, således at de løse hår fjernes og dermed mindsker størrelsen af hårbollerne. Køb kattemalt her.
- Kattesyge; Parvovirus også kendt som kattesyge, er en alvorlig virus, der giver anledning til blandt andet voldsomme opkastninger. Det er en alvorlig infektion, som kan være livstruende, særligt for unge katte. De fleste katte i Danmark er heldigvis vaccineret mod kattesyge. Er du i tvivl om din kat er vaccineret, så kontakt din dyrlæge og bed dem om at oplyse dette.
- Indvoldsorm; Det er langt fra altid, at katte udviser symptomer på indvoldsorm. Men ofte ses der opkast i forbindelse med stigende antal orme. Kaster din kat en orm op, bør du altid kontakte din dyrlæge med henblik på behandling.
- Salmonella; Udekatte som tager småfugle, mus og rotter kan risikere at blive smittet med bakterien salmonella. Langt fra alle katte bliver syge af at komme i kontakt med bakterien, men især unge katte og katte med nedsat immunforsvar er i risiko for at få salmonellainfektion, hvilket ofte medfører mavetarmproblemer herunder at din kat kaster op. Har din kat salmonella bør du være opmærksom på at der er tale om en zoonose. Ekstra påpasselig håndhygiejne er derfor nødvendigt.
- Systemiske sygdomme; Nogen systemiske sygdomme kan komme til udtryk ved at katten kaster op. Dette omfatter blandt andet leversvigt, nyresvigt og hormonelle sygdomme. Det skal dog nævnes at opkast yderst sjældent står alene, og der oftest vil ses mange andre symptomer samtidigt såsom manglende appetit, øget drikkelyst eller sløvhed. Kontakt altid din dyrlæge, hvis du er i tvivl om der kunne være tale om en underliggende sygdom til at din kat kaster op.
Fremmedlegemer; Gavebånd, ledninger, glitrende ting. Det kan være meget fascinerende for især unge katte at gå på opdagelse i sit nye hjem. Nogen katte kommer desværre til at spise ting, som ikke er beregnet til at skulle passere en tarm og dette kan resultere i en blokering af tarmene. Har din kat spist noget den ikke burde, er det vigtigt at søge dyrlæge med det samme. Kaster din kat op indenfor en kort periode efter indtagelsen er der en god prognose for at fremmedlegemet kan kastes med op og dermed undgåes en mulig tarmblokade.
Kender du til Royal Canin BlüCare? Det er et produkt som gør det muligt at spore om din kat har urinvejsproblemer. Læs mere om det her.
Kontakt dyrlægen hvis …
Selvom din kat har kastet op en enkelt gang, betyder det ikke nødvendigvis, at der er noget alvorligt i vejen. Alligevel skal du være opmærksom på nedenstående og kontakte din dyrlæge, hvis du kan nikke genkendende til et eller flere af punkterne:
Kontakt din dyrlæge hvis:
- Katten har nedsat appetit, nedstemthed (herunder hvis den gemmer sig) eller nedsat drikkelyst
- Blodig diarré eller opkast
- Virker smertepåvirket
- Kaster op selvom mavesækken er tom
- Kaster op flere gange indenfor samme time
- Hvis du har mistanke om et fremmedlegeme
- Hvis du ser orm i opkasten
Behandling i hjemmet
Er der tale om en enkelt opkastning og din kat ellers opfører sig som den plejer, kan du selv gøre et par tiltag for at skåne kattens mavetarmsystem.
Katten skiftes over på skånekost. Skånekost er en særlig diæt, der er lettere for kattens tarme at fordøje. Det er vigtigt, at katten har adgang til vand hele tiden, da den ellers risikerer at blive dehydreret.
Før i tiden anbefalede man at faste katten i en længere periode, men dette bør ikke gøres, da kattens helbred kan påvirkes negativt af længere tids faste. Giv i stedet små portioner fordelt ud på hele dagen, så tarmene belastes mindst muligt.
Probiotika kan gives som et tilskud, da det indeholder gavnlige mavetarmbakterier, som kan være med til at stabilisere mavetarmsystemet. Du finder skånekost og probiotika her. Se vores udvalg af skånekost til din kat her.
Har din kat svært ved at få drukket nok vand, kan det være en fordel at fodre med vådfoder i stedet for tørkost. Alternativt kan man lave en blanding af både våd- og tørkost.
Skrevet af:
Simone L. B. Rosenhagen, Aut. Veterinærsygeplejerske og Vet. Med. Stud.
Debat om post